PROCEDURE VED ARBEJDSSKADESAGER
Arbejdsulykke:
Ved en ulykke forstås en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller i løbet 5 dage.
Arbejdsgiver:
- Ved arbejdsulykker har arbejdsgiver pligt til at anmelde skaden til arbejdsgivers forsikringsselskab og/eller Arbejdsskadestyrelsen indenfor et år, fra skaden er sket.
- HUSK! Vil arbejdsgiver af en eller anden grund ikke anmelde skaden, kan man altid selv anmelde skaden til Arbejdsskadestyrelsen.
Sikkerhedsrepræsentanten, kredsen og sekretariatet
- Sikkerhedsrepræsentanten følger op på, at der sker en anmeldelse til arbejdsgivers forsikringsselskab.
- Sikkerhedsrepræsentanten sender en kopi af anmeldelsen og to fuldmagtserklæringer til kredsen (fuldmagterne findes på www.dlf.org).
- Kredsen følger op på, at skadelidte har fået et kvitteringsbrev fra arbejdsgivers forsikringsselskab om, at sagen er anmeldt.
- Kopi af kvitteringsbrevet fra forsikringsselskabet sendes videre til kredsen.
- Kredsen tager kontakt til skadeslidte, behandler anmeldelsen og sender den eventuelt videre til Danmarks Lærerforenings sekretariat.
- Skaden indskrives som personsag og følges til sagen er afsluttet.
- Kredsen/Danmarks Lærerforenings sekretariat hjælper med det videre forløb, bl.a. med hensyn til erstatning for behandlingsudgifter, godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.
- Sikkerhedsrepræsentanten orienterer sikkerhedsgruppen om arbejdsskaden. Det påhviler sikkerhedsgruppen at følge op på skaden og om muligt udbedre årsagerne til skaden.
- Sikkerhedsrepræsentanten/tillidsrepræsentanten tager sig af en eventuel social del, sygemelding etc. og henviser medlemmet til kredsen.
Skadelidte
- Har du været udsat for en arbejdsulykke/erhvervssygdom, bør du altid kontakte sikkerhedsrepræsentanten/tillidsrepræsentanten som gør dig opmærksom på Danmarks Lærerforenings tilbud om bistand og henviser dig til konsulenterne i kredsen.
- Husk selv at få samt at sende en kopi af din anmeldelse til kredsen via sikkerhedsrepræsentanten (også når skaden er anmeldt elektronisk i EASY) sammen med to fuldmagter.
- Husk at sende en kopi af dit kvitteringsbrev fra forsikringsselskabet/Arbejdsskadestyrelsen direkte til kredsen eller via sikkerhedsrepræsentanten.
- Er du i tvivl om noget vedrørende din arbejdsskadesag, kan du altid ringe til din konsulent i kredsen/Danmarks Lærerforening.
- Husk selv at anmelde skaden til private ulykkesforsikringer
Erhvervssygdom:
En erhvervssygdom er en sygdom der skyldes arbejdet, eller arbejdsforholdene. Sygdommen kan komme efter påvirkninger gennem kortere tid (dog mere end 5 dage) eller gennem længere tid. Erhvervssygdommene kan f.eks. være stress, andre psykiske sygdomme eller for eksempel gener forårsaget af indeklimaet. Sagen skal anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen indenfor et år fra det tidspunkt, hvor det formodes, at sygdommen er forårsaget af arbejdet.
Anmeldelse:
Ved erhvervssygdomme påhviler det lægen at anmelde til Arbejdsskadestyrelsen. Vil lægen ikke anmelde sygdommen kan man altid selv anmelde sygdommen til Arbejdsskadestyrelsen. Kredsen vil være behjælpelig med dette.
Sikkerhedsrepræsentanten:
- ikkerhedsrepræsentanten sikrer at der er sket anmeldelse eller er behjælpelig med dette, og evt. henviser til kredsen.
- Sikkerhedsrepræsentanten sender kopi af anmeldelsen samt fuldmagtserklæringer til kredsen.
- Herefter følges proceduren fra arbejdsulykke.
Alle arbejdsskadesager skal først behandles af den lokale kreds. Her sker der en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvorvidt den skal videresendes til Danmarks Lærerforenings sekretariat.
Læs mere på Danmarks Lærerforenings hjemmeside under Rådgivning/Arbejdsskader:
(www.dlf.org/rådgivning/arbejdsskader).
Her finder du de nødvendigste oplysninger om arbejdsskader og DLF’s håndtering af disse. Her findes også supplerende skemaer til brug ved indberetning af arbejdsskade/ulykke og arbejdsbetinget lidelse til Danmarks Lærerforening samt to fuldmagter, som skal udfyldes og afleveres til kredsen.


